24. december
Lægen kiggede underligt på Cat og rystede på hovedet. Han havde smurt ét eller andet stads på brandsårene og havde forbundet dem.
”Jeg kan stadig ikke forstå, hvordan man kan komme til at læne sig op ad et komfur med begge underarme. Du er jo ikke dum.”
”Det kommer an på, hvordan man tolker det,” smilede Cat, ”men tak for hjælpen. Jeg har egentlig en smule travlt. Glædelig jul.”
Han rystede opgivende på hovedet endnu engang og lod hende endelig gå. Hun trak i sin frakke, hankede op i tasken og forlod rummet. Hun sagde hej til sekretæren og skyndte sig ud på gaden, hvor sneen faldt som store, fede fnug. Det lå på jorden som et tykt lag vat.
Hun løb hen til bilen, der ventede på parkeringspladsen og hoppede ind ved siden af sin ældste bror. Han smilede til hende, om end det var en smule anstrengt. Cat bebrejdede ham ikke noget. Hun havde været væk en hel måned. Simon havde ringet rundt til hele familien og fortalt, at Cat var gået fra ham efter et skænderi. Han havde yderligere fortalt dem, at hun nok var hos en veninde. Alle havde elsket Simon – de havde ikke engang ringet til hendes veninder for at få det bekræftet. Nu var Cat pludselig dukket op og påstod, at hun havde lænet sig ind over et tændt komfur med begge arme, og at det havde forårsaget de grimme brandsår.
Ikke underligt, at ingen rigtig købte den, men hvad skulle hun ellers sige?
”Hvad gjorde han så ved det?” spurgte storebroren, Jonas.
”Smurte noget desinficerende på og forbandt det,” Cat holdt armen op foran ham som et trofæ, ”han syntes også, at det var underligt med komfuret.”
”Ja, det er han ikke den eneste, der synes!” Lisa, Cats lillesøster, lænede sig frem fra bagsædet, ”som lille turde du ikke engang røre ved et slukket komfur.”
”Vi blev lidt berusede,” forsvarede Cat sig, ”jeg mærkede faktisk ikke noget før i dag. Og jeg syntes ikke, at det ragede lægen, hvor fuld jeg var.”
”Du var sikkert fuldstændig pløret,” lo Jonas, ”men det er vel ét og det samme. Så længe du selv kan holde på et sæt bestik, dør du i hvert fald ikke.”
Cat gav ham ret i sit stille sind. Hun havde virkelig brug for ro nu. En rolig juleaften med forældrene, hendes søskende og deres familier. Jonas havde endda to børn, Nadja og Maja. To guddommeligt dejlige niecer. Cat forgudede de to unger.
”Jeg har ikke fået købt gaver til nogen af jer!” udbrød Cat pludselig.
”Herregud, Cattie,” lød det fra Lisa, ”du har jo ligget brak hele måneden.”
Cat vendte sig fornærmet mod sin søster: ”I får dem til januarudsalget, okay!”
”Du er sikker på, at du kan være alene?”
Cats far kiggede op mod lejlighedskompleksets facade, til de sorte ruder deroppe. Han lød som en bekymret far, der kørte sin teenagedatter hjem. Men Cat var faktisk sikker. Hun havde ikke tilladt sig selv at græde over hele den forgangne måned, og nu havde hun bare brug for at være alene med sine tårer.
”Det er helt fint far, det har været en vidunderlig aften.”
Det havde det virkelig. Hendes niecer var kun fire og syv, og de havde været begejstrede for, at en voksen gad lege med dem og deres nye legetøj. På trods af smerter i underarmene, havde Cat i løbet af aftenen ageret både hest og racerbil. Hun var blevet trukket rundt i hele huset af de to piger, lige indtil de alle tre var kollapset på sengen i Cats forældres soveværelse. Cat var vågnet lige omkring midnat og havde bedt om at blive kørt hjem.
Egentlig var hendes mor ikke meget for det, men hun havde insisteret hårdnakket, indtil det gode hjerte var løbet af med faren.
”Hvis du har brug for det mindste, Cat, så ringer du – uanset hvad klokken er.”
”Selvfølgelig,” hun bøjede sig over og kyssede sin far på kinden, ”tak for turen, Daddy, du er og bliver min store helt.”
Han smilede, ”hej, min pige.”
Hun steg ud i passagersiden og tog sin taske med julegaver med sig. Det overraskede hende, at de alle sammen havde tænkt på julegaver til hende, mens hun var væk, og åbenbart var det lykkedes dem at finde ting, hun udelukkende kunne bruge til noget. Cat vinkede, da hendes fars sølvgrå Toyota trillede ned ad vejen og forsvandt. Hun stod lidt og kiggede efter den, hvorefter hun vendte sig og gik op i lejligheden.
Intet var ændret, siden hun sidst havde været hjemme. Kun de billeder, der havde været af Simon og Cat sammen, var blevet pillet ned, og de var havnet guderne måtte vide hvor. Et enkelt billede af Marie var stillet frem på kommoden i entréen. Hun var en køn, mørkhåret kvinde, hvis øjne strålede og på billedet var hun iført en hvid skjorte, der stod lidt mere åben, end den burde, når man tænkte på, at hun var lærer.
Cat tillod sig at smide det i skraldespanden i køkkenet. Der var ryddeligt som altid. Hun gik fra køkkenet ind i stuen. Der var mørkt i rummet, men hun kunne se konturerne af de sædvanlige møbler og minsandten også et juletræ midt i rummet. Hun rakte ud for at tænde lyset på kontakten, men der skete ikke noget. Åbenbart var pæren i loftslampen sprunget.
Cat var ikke i stand til at blive irriteret på lige netop det tidspunkt. Hun satte sin taske med gaver fra sig på gulvet og gik hen til lampen på det lille bord i hjørnet for at tænde. Hun nåede ikke derhen, før der lød et klik bag hende, og lamperne på juletræet blev tændt. Hun snurrede omkring.
De gyldne lys fra træet badede stuen i et næsten helligt skær, og midt i det stod han. Han havde hånden på kontakten og det skæve smil bredte sig i hans ansigt ved synet af hendes overraskede ansigtsudtryk. Hun havde aldrig set ham klædt på den måde: han var iført en sandfarvet blazer over en skjorte, der hang løst over et par mørke jeans. Hans hår var stadig pjusket, og han så stadig godt ud. Den mand kunne ikke andet end at se godt ud.
”Skal du ikke sige glædelig jul?” spurgte Jaydon Marsh med et grin, ”jeg har trods alt rejst flere hundrede år for at se dig.”
Cat gik hen mod ham på rystende ben. Han bredte armene ud mod hende og trak hende ind i sin favn, så naturligt som havde de aldrig bestilt andet end at holde om hinanden.
”Aldrig har jeg da oplevet dig så stille,” lo han, ”har du ikke noget at sige?”
”Hvad laver du her?” fik hun endelig frem.
Han bøjede hendes ansigt op mod sit og børstede en hårlok væk fra hendes øjne.
”Jeg tænkte, at det var på tide at overlade kirken til min søster. Hun er i bund og grund bedre til at passe den slags forehavender end jeg er.”
”Din søster?”
Han grinede endnu engang, ”Susan Marsh, Sue.”
Cat rødmede dybt og kiggede væk fra ham. Hun havde været sikker på, at han og Sue… hun havde ikke indset, at de lignede hinanden så meget, som de faktisk gjorde. Sue var hans søster. Hun havde oven i købet været en smule jaloux på Sue.
”Så Sue passer på kirken nu?”
Han nikkede og tvang hende til at møde sit blik, ”du troede noget helt andet, har jeg ret?”
Hun rødmede yderligere, ”egentlig, jo…” så rømmede hun sig og skiftede emne, ”men hvad laver du så her? Kommer du for at blive min fremtidselsker? Har du tænkt dig at rejse frem og tilbage mellem 2552 og 2007, når det lige passer dig?”
”Ha, så let slipper du ikke.”
”Og hvad skal det så betyde?”
Han lagde hænderne om hendes ansigt og kiggede hende inderligt i øjnene. Da han kyssede hendes læber, rakte hun op og rørte ved hans hænder. De føltes ru mod hendes, hans læber var bløde.
”At jeg bliver,” svarede han endelig, ”jeg vil blive her hos dig.”
Cat mærkede et sug i maven, ”for evigt?”
”For evigt og altid,” smilede han, ”eller i hvert fald til døden os skiller.”
Hun puttede sig ind til ham og tog imod endnu et kys. Hun løb fingrene gennem hans kraftige hår, der for en gangs skyld ikke var fedtet.
”Og desuden,” sagde han, ”synes jeg stadig, at du kunne blive en fantastisk mor.”
Hun kiggede overrasket på ham, ”du er kommet hertil, for at overtale mig til at få børn med dig?”
”Jeg sagde ikke noget om at overtale, gjorde jeg?”
Hun stod op på tæer for at kysse ham igen, ”nå nej. Desuden har du jo allerede overtalt mig.”
Jaydon sagde ikke mere, men trak hende tæt ind til sig og tog hendes læber grådigt. Han begyndte forsigtigt at skubbe hende bagud mod sofaen, mens han smilede mod hendes læber.
”Glædelig jul, Jaydon…” hviskede hun stakåndet, hans hænder bevægede sig ned over hendes hofter.
Hans smil, hans kys og varme, ”glædelig jul, Cat.”
Glædelig jul!
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
