19. december
Nittende december.
Cat var begyndt at tælle sekunder, nu da solen var stået op. Snart ville Savage igen træde hen til vinduet, og i dag var måske dagen, hvor de ville storme bygningen. Sue rørte ikke på sig længere, men de kunne konstatere, at der var en puls, og at hun trak vejret svagt. Jaydon var tilbage ved hendes side og tog ikke blikket fra hende. Han var så øm, næsten faderlig, når han sad hos hende. Men det var isnende koldt i rummet, og hun virkede ikke til at have længe igen, selvom hun var pakket ind i både Jaydon og Cats frakke nu.
”Undskyld det i går, Jaydon,” sagde Cat forsigtigt, ”jeg ved ikke, hvad der skete. Han har bare en utrolig talegave.”
Han kiggede op, ”det med hænderne? Hvorfor skar du dig selv?”
Det havde hun selv undret sig meget over i løbet af natten. Hendes hænder gjorde stadig ondt, men sårene var ved at hele. Sandt at sige var hun ikke sikker på, hvorfor.
”Det var virkelig,” mumlede hun sagte, ”det… var, som om jeg bare skulle have noget, der kunne trække mig ned på jorden igen, for han fik mig helt op at køre. Smerten fik mig til at glemme, at jeg var ved at overgive mig.”
Han forstod det heller ikke, indså hun. Han bøjede hovedet igen. Øjnene var blevet matte og udtryksløse, hans ansigt var ufatteligt snavset. Han havde blodstænk på kinderne og sorte rande under øjnene. Hans hænder var slidte, sorte, ligeledes dækkede af Sues blod. Desuden havde han tabt sig. Det var begrænset, hvad de havde med sig af mad, og de havde kun lige netop spist nok til at holde sig i live. De havde ikke kunne få noget i den livløse Sue. Cat var klar over, at hun selv måtte ligne døden fra Lübeck – hvis det da ikke var en underdrivelse.
”Katherine!”
Cat krympede sig midt på gulvet og dækkede ørerne med hænderne. Savage ville begynde igen med sin moralprædiken. Han ville forsøge at give hende skyldfølelse over alle ting, hun havde gjort mod Simon og alle andre, der var omkring hende. Hun ville ikke høre mere på det.
”Ignorer ham,” sagde Jaydon.
Hun nikkede og hørte kun Savages forstærkede stemme som fjern brummen i ørerne. Hun lukkede ørerne, og kunne lukke det helt ude af sit sind. Han sagde noget med, at hun skyldte Simon en forklaring, og det havde han da egentlig ret i. Når hun kom hjem, ville hun fortælle alt, om så han troede på det eller ej. Det var bedre, end at han gik og troede, at hun var død eller sådan noget – hendes elskede Simon skulle nok få en forklaring.
Så sænkede Savage stemmen og mumlede et utydeligt, Cat.
”Cat, er du der?”
Cat?
Hun fjernede hænderne fra ørerne, og rettede sig op, forvirret. Det var snart en måned siden, hun havde hørt den stemme, men stadig var den så velkendt, at det gjorde ondt helt ind i mellemøret at høre. Hun rejste sig helt.
Simon!
”Simon!”
Om det var kombinationen af mangel på mad og drikke, eller om hun havde mistet mere blod end godt var, kunne hun ikke regne ud; men hun blev svimmel. Billedet flød ud for hendes øjne, og tårerne brød ud af hende igen.
”SIMON!” skreg hun, ”Simon!”
Han kiggede op på hende, og deres øjne mødtes over afstanden, nedbrød nogle barrierer, hun ikke havde bemærket var blevet opbygget. Han stod ved siden af Savage, som holdt megafonen for ham. Han blev holdt tilbage af et par af Savages betjente.
”Cat!”
Taknemmeligheden bølgede mellem dem, det var forbi nu. Adskillelsen.
Hun snurrede om på hælen og styrtede gennem rummet. Hjertet hoppede og dansede – ikke så meget af glæde, som af lettelse og udmattelse. Nu kunne hun snart ikke mere.
”Cat!”
Det var imidlertid Jaydon, der holdt hende tilbage. Hans stemme var tættere på, og han greb hende om livet, idet hun busede frem mod døren.
”Simon…” hun begyndte at kradse og nive ham for at slippe fri, men stadig holdt han bare fast, som om hendes kamp intet betød for ham, ”slip mig, Jaydon – slip mig nu!”
”Nej,” han trak hende usandsynligt hårdt ind til sig og holdt fast, ”du må ikke gøre det, Cat. Det er endnu et af hans overtalelsestricks.”
”Det er min kæreste, din idiot!”
”Er du sikker? Det kunne være et trick, en person forklædt, tænk dig om, søde Cat.”
Hun var helt sikker. Hun kunne ikke sige hvorfor, men det føltes som læste hun frekvensen i hans stemme, eller som kunne hun teste hans dna over afstand. Det var ham, hun var ikke i tvivl. Jaydon nægtede at slippe hende, han trak hende tæt ind mod sit bryst og holdt hende dér.
”Desuden har du været utro, det ved du jo.”
”Mind mig ikke om det, slip mig, Jaydon.”
Han løsnede ikke engang grebet en smule.
”Du må ikke tvinge mig til at stå her, når Simon er dernede. Hvad, hvis han myrder ham? Du sagde, at han ikke myrder os, men hvad med Simon?” Jaydon sagde ikke et ord, ”for fanden, Jaydon! Kan han finde på at slå Simon ihjel?”
”Ja…” henåndede han.
Endelig slap han hende, og hun trådte væk fra ham.
”Hvorfor ved du alt om ham?”
Han kiggede op på hende, men kiggede lynhurtigt væk igen. Igen holdt han noget tilbage – en løgn.
”Han ville aldrig gøre dig fortræd, for han skal bruge dig, og heller aldrig Sue eller mig. Hvis han gjorde det, ville hans afdøde søster aldrig tilgive ham.”
Cat forstod med det samme.
”Fordi søsteren var din mor.”
Han nikkede dystert.
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
