18. december
Cat rokkede frem og tilbage med armene om benene og tårer, der stadig trillede ned ad kinderne. Fem meter fra hende sad Jaydon med Sue i sine arme og rokkede hende frem og tilbage som et lille barn. Han havde fået stoppet blødningerne, men Sue var stadig bare som en kludedukke i hans arme. Han græd også, uafbrudt; i stride strømme kom tårerne som små vandfald.
”Det er jo min skyld,” hviskede Cat grådkvalt, ”det hele. Hun… for helvede, det hér skulle aldrig være sket.”
Jaydon kiggede op på hende og rystede på hovedet. Han lagde Sue ned på sin jakke og kom langsomt kravlende hen mod Cat. Han rystede på hovedet igen, og så lagde han armene omkring hende.
”Hvis nogen er skyldige,” sagde han, ”så er det den mand, der står derude og prøver at få dig til at tænke negativt. Se på Sue. Ønsk hende alt det bedste, du kan komme i tanke om. Og lad de negative tanker gå til Mayson Savage, okay? Måske er du ikke Sues bedste veninde, men hun ønsker det bedste for dig. Det garanterer jeg.”
”Det her er ét stort rod,” hviskede Cat, så det næsten var uhørligt, ”og så i julemåneden. Som om den ikke plejer at være et forfærdeligt sammensurium af problemer. Hvad mon Simon tænker nu? Han aner jo ikke, hvor jeg er!”
”Du skal bare prøve at tænke klart, positivt. Og du skal sove. Du er sikkert udmattet nu.”
”Jeg er så godt som død, Jaydon.”
Hun sled sig ud af hans favn og kiggede mod vinduerne. Solen var netop stået op efter en meget søvnløs nat. Hun kunne høre folk stimle sammen på pladsen foran bygningen.
”Hvorfor stormer de ikke bare bygningen?” spurgte Cat.
Jaydons blik flakkede et øjeblik, kun et splitsekund, men det var længe nok til, at Cat kunne se hans vaklen. Han rystede på hovedet, men så hende ikke i øjnene, da han svarede:
”Jeg aner det ikke, Cat, det er meget ulogisk.”
Løgnen lyste ud af ham, men Cat sagde ikke noget. Nu lød Savages stemme nemlig derudefra som den sædvanlige brummen gennem megafonen:
”Katherine!” Cat gemte sit ansigt – hvorfor skulle han kalde hende ved det navn? ”der er ikke længere nogen mening med at gemme sig. Hvorfor vil du ikke hjem til Simon? Elsker du ham ikke længere? Hvordan skal jeg forstå det hér?”
”Det passer ikke!” hulkede hun ud mellem tænderne, ”jeg elsker ham, jeg elsker ham så meget. Jeg vil gerne hjem…”
”Men ikke på hans betingelser!” brød Jaydon ind.
Hans alvorlige blik nåede hendes, men hun sled sit til sig igen. I det øjeblik hadede hun ham og alt, hvad han stod for. Alt, der havde med ham og fremtiden at gøre. Hun hadede at høre på Sues hvæsende vejrtrækninger. Hvorfor kunne de ikke bare opgive, så hun kunne komme hjem til Simon? Der var ingen idé i at holde hende gemt væk i en lagerbygning, indtil Savage fandt på at storme dem.
”Jo,” sagde Cat, ”jeg ved ikke, hvad jeg tænker på. Du bestemmer jo ikke over mig. Nu er det nok, det hér.”
Hun kom på benene og gik hen til vinduet, men han fløj på benene lige så hurtigt som hende.
”Stop, for satan!” råbte han, ”du aner jo ikke, hvad du har gang i? Du ved ikke, hvad han vil! Tænk dig nu om, Cat! Jeg har lovet dig, at du skal hjem inden den fireogtyvende december, og jeg holder fandeme altid, hvad jeg lover! Du tror da ikke, for alvor, at det hjælper dig at give op!”
Hun vendte sig mod ham med stenansigt og nikkede.
Han fortsatte: ”se på os! Se, hvad vi har gjort for dig! Sue ligger som en bunke vasketøj i hjørnet på grund af dig – jeg har hendes blod på mine hænder, og mit tøj og i mit ansigt. Jeg har slæbt dig rundt fra by til by for at holde dig sikker, og nu vil du overgive dig til den mand, der først og fremmest fik dig hertil!”
Cat greb om vindueskarmen. Hun kiggede ned på mændene nede på gaden; Savage var som en urokkelig søjle i deres midte med megafonen hængende langs siden. Han kiggede på hende – han søgte direkte øjenkontakt. Hvad var det dog, han ville med hende? Hvad lavede hun egentlig i fremtiden, når hun burde holde jul med Simon? Hun missede hele julemåneden – al dens hygge, fornøjelse, glæde. Det var så frustrerende.
Og hvorfor påvirkede Savage dog hendes humør? Var det, som Jaydon havde sagt, fordi han påvirkede sine omgivelser – han overførte negative tanker til Cat?
”Cat, tænk dig nu om,” bad Jaydon, en smule mere blidt.
Alle vinduesruderne var blevet knust af skudsalverne, og de havde efterladt en skarp kan hele vejen rundt i vinduesrammerne. Cat greb om kanten og pressede hånden ned mod den skarpe kant. Smerten var hvidglødende og øjeblikkelig, da glasskårene skar sig gennem huden. Hun sagde ikke en lyd, men kiggede på sine håndflader – på de fine, punktformede blødninger, der trådte frem hen over linjerne i hendes hænder. Smerten gjorde hende klar i hovedet – den var mere virkelig end den gamle mand med hans SWAT-agenter dernede, den var mere virkelig end alle omgivelserne.
Hun klaskede hænderne sammen, tværede blodet ud. Jaydon greb hendes hænder og stoppede hende.
”Cat,” bad han, ”stop det.”
Med et vagt nik tørrede hun hænderne i sit tøj, lænede hele kroppen ud over karmen og råbte med så klar en stemme, som hun nu kunne mønstre. Det prikkede og brændte i hænderne. Smerten var ægte – den var rigtig.
”JEG GØR DET ALDRIG!” råbte hun, ”OG JEG VED, AT SIMON VIL FORSTÅ MIG!”
Endelig mødte hun Savages blik direkte.
”Det er jeg ked af at høre, Katherine,” sagde han, ”meget ked af det.”
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
