16. december
At vågne op til høje brag to dage i træk er måske sandsynligt, måske endda muligt, hvis man er i mafiaen eller på FBI’s liste over ”Most Wanted.” Og Cat have egentlig efterhånden vænnet sig til, at hverdagen ikke altid kunne være, som hun gerne så, at den var.
Alligevel var hun ved at trille ned fra et egetræsskrivebord i et fugtigt kontor, da hun hørte et enormt brag og en stemme, der buldrede gennem en megafon. Bygningen rystede ikke på samme måde, som Roskilde Domkirke havde gjort, da Jaydon nær havde revet den ned, men tæt på. Cat kom på fødderne og gik hen til vinduet.
Stemmen buldrede igen, så Cat denne gang kunne skelne ordene:
”Katherine! Kom ud derfra, nu!”
Hun genkendte Savage, iført det sædvanlige røde jakkesæt. I dag var hans briller ikke sorte, men knaldrøde og halstørklædet var skiftet ud med et limegrønt slips. Jaydon og Sue dukkede op i døren bag Cat og kom også hen til vinduet. Jaydon kiggede hadefuldt ned på manden i rødt dernede og rystede på hovedet.
”Han kan godt tro om igen,” mumlede han bare.
”Kan han det?”
Cat kiggede på de mange mænd, der omgav Mayson Savage. De stod med deres våben – tunge, sorte maskingeværer – rettet mod vinduet, hvor hun, Sue og jaydon stod. De var alle klædt meget, som Cat havde set SWAT-agenter være det på film. De var præget af professionalisme, dræberinstinkter frem for alt.
”Ja,” sagde Jaydon bare.
”Og hvis han beslutter sig for at rive bygningen ned?” Cat snurrede om og så direkte på ham, men hans blik veg ikke fra Savage, ”han har adgang til ting som den, du nær brugte til at jævne hans vinterbolig med jorden!”
”Det gør han ikke,” Sue var fjern i blikket på samme måde som Jaydon, ”han vil have dig i live, ikke som en bunke dødt kød. Hvis han var opsat på at dræbe dig, ville han have skudt.”
”Og eksplosionen?” fortsatte Cat, ”jeg hørte et brag!”
Nu svarede han: ”han ville skræmme dig. Til at gøre, præcis hvad du er ved at gøre lige nu. Jeg advarer dig – lad være.”
”Og hvis han slår jer ihjel?” hun trådte væk fra vinduet og begyndte at gå rundt i rummet.
Kulden var ikke længere kun i rummet, den var i hende, den sivede ind gennem tøjet, åd hende op indefra. Hvis Jaydon og Sue blev dræbt, så var det hendes skyld. Og det var jo det, Savage ville have hende til at tænke. Han ville have hende til at opgive.
”Han dræber ikke mig,” sagde Cat, ”men jer. Det værste ved det er, at jeg ikke aner hvorfor.”
”Han dræber ikke nogen,” sagde Jaydon, ”det lover jeg dig. Jeg ved ikke hvorfor, han gør det her, men jeg garanterer, at han ikke dræber os – ikke nogen af os.”
Cat kiggede ned i gulvet og tilbage på ham, ”hvorfor er du så skråsikker?”
”Det er jeg bare.”
Hun fik ikke mere at vide, fornemmede hun. Dette var noget, han vidste en del om, men hun anede ikke hvorfor, han vidste det. Og så huskede hun pludselig den slående lighed, der var mellem Jaydon og Savage. Det samme smil, samme øjne – Savage smilede bare ikke, mens Jaydon hele tiden smilede.
”Hvor godt kender du egentlig Mayson Savage?” spurgte Cat endelig efter mange stille minutter.
”Slet ikke.”
Han gik hen til vinduet og lod den åbenlyse løgn hænge i luften mellem dem. Sue og Cat udvekslede et blik, der sagde alt det, han ikke ville sige: han kender ham meget godt.
Han åbnede vinduet og vinkede ned på gaden.
”Hallo, din idiot!” råbte han, ”hun har ikke tid til at lege i dag. Skrid og tag tinsoldaterne med dig!”
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
