15. december
Da Cat vågnede, forstod hun ikke umiddelbart, hvor hun var, og det gav da slet ingen mening, at det lød, som om der stod gravemaskiner og bankede på døren til salen. Hun satte sig op med et ryk og mærkede gulvet vibrere. De tunge stenvægge lød, som om de ville give sig, men hun så, at de holdt sig oppe med nød og næppe. Døren, derimod, var ikke lige så stædig. Hun svingede benene ud over kanten, kom på benene og løb ned til den.
Dørens hængsler glødede og rystede, på grænsen til at give efter og slippe det ind, der nu stod og bankede på med en buldren som et tordenvejr. Cat trådte tilbage i ærefrygt. Adskillige tanker for gennem hovedet på hende: Savage havde opdaget, at hun ville flygte i aften. Han havde fanget Jaydon og Sue. Han havde tænkt sig at forvandle kirken til en ruin – at lade den brase sammen om ørerne på hende. Hun ville aldrig komme tilbage til sin egen tid, men ligge tusind år væk fra sin elskede Simon under adskillige tusind tons marmor.
Hun smed sig ned på gulvet og dækkede ørerne. Hun skælvede og bad til en gud, hun ikke engang troede på.
Men åbenbart tog hun fejl.
Gulvet stoppede pludselig med at ryste, det samme med døren og resten af omgivelserne – alt blev helt stille, undtagen Cats krop. Hun blev liggende på gulvet med hænderne over ørerne og hjertet hamrende hårdt mod brystet og dermed ned mod marmorgulvet. Det var frysende koldt, men hendes lemmer var lammede, selvom hun stadig rystede.
Det var mens hun lå i den akavede stilling på maven, at nogen greb fat i hende. Hun blev løftet op en persons skulder, som om hun var en sæk kartofler. Stadig var hun ikke i stand til at røre sig. Hun genkendte personens lugt, men kunne ikke helt placere den alligevel. Ikke før hun hørte Jaydons stemme fra et fjernt sted.
”Nu skal vi ud herfra,” hviskede han, ”bare lad mig ordne det…”
Hun ville gerne sige noget for at få en forklaring, men hendes hals var sammensnøret, så hun næsten ikke kunne få luft. Jaydon bar hende ned gennem salen og hen til lemmen, som stod åben. Han satte hende på gulvet ved siden af hullet og nikkede til hende.
”Ned med dig, Sue tager imod dig dernede.”
Cat kiggede ned i mørket og kunne ikke se noget som helst. Hun kiggede til Jaydon, hvis blik med det samme blev blødt. Det var blødt på samme måde, som det havde været den ene nat, de havde tilbragt sammen.
”Stol nu på mig, Cat,” sagde han, ”Sue er dernede, og selvom jeg tilstår, at hun ikke er den, der starter en fanklub for dig, så kan du stole på hende.”
”I sagde, at det ville være i aften? Flugten…?”
”Det forklarer vi, når vi er kommet væk herfra, okay?”
Hun nikkede svagt og kiggede ned i mørket under hende. Hun mærkede en kølig brise dernedefra og gøs.
”Du skal hoppe ned nu, Cat,” mumlede han, ”Sue har tøj og tæpper med til dig. Jeg kommer lige efter dig, er det okay?”
”Ja, ja, selvfølgelig.”
Hun satte sig på knæ ved siden af hullet og tog fat i kanten, gjorde sig klar til at sænke sig ned i det kolde, klamme mørke. Jaydon lagde en betryggende hånd på hendes skulder og så hende i øjnene.
”Af sted, Cat…” han bøjede sig varsomt frem og kyssede hende flygtigt, ”af sted med dig.”
Hun sænkede sig ned i hullet, og mærkede øjeblikkeligt et par hænder, der greb fat om hendes ankler. Hun strakte armene, så hun kun hang i hænderne, og Sue fik fat i læggene og skinnebenet. Hvordan det lykkedes, var Cat ikke hundrede procent sikker på. Hun fandt sig selv siddende på Sues ene skulder, og så var hun nede på jorden. Jaydon landede ved siden af dem uden så meget som en lyd.
”Vi skal ud herfra,” sagde Sue, ”jeg tror, jeg har fundet en kontorbygning, som Savage ikke holder øje med.”
Cat tog imod den frakke, den rødhårede rakte hende og hun tog den på, mens Jaydon insisterende svøbte hende i et par tykke fleecetæpper.
”Og så er det denne vej, de damer,” sagde han og førte an gennem en mørk, fugtig tunnel. Cat rynkede på næsen, men fulgte efter. Hvis der var noget, hun savnede ved sin egen tid, var det et respektabelt indeklima.
Det var næsten som et deja-vu, at træde ind i endnu en forladt, dårligt ventilleret bygning sammen med Sue og Jaydon Marsh. Denne var en smule mere velholdt end de andre, men det var alligevel omgivelser, der var foruroligende lig de forrige. Det så ud, som om personalet havde smidt alt, de havde i hænderne, og var løbet fra bygningen, som om den brændte.
”Nå,” Cat gik ind og satte sig på en trækasse, der stod med bunden i vejret, ”fortjener jeg ikke en forklaring nu?”
Jaydon satte sig på gulvet i nærheden og nikkede.
”Jeg smutter op og får en lur,” Sue rejste sig, ”jeg regner med, at du kan forklare det for hende, Jay.”
”Stol på mig,” blinkede han.
Cat undgik ikke glimtet i hans øjne. Den ømhed, der var i hans blik, var ufejlbarlige. Hvordan havde hun kunnet undgå at se det før nu? Hun havde hele tiden fornemmet, at Sue elskede ham, men hun havde ikke forestillet sig, at følelserne var gengældt. Han elskede hende inderligt og højt, ikke bare som en søster, men virkelig lidenskabeligt. Det fik Cat til at smile.
”Hvorfor smiler du?” spurgte han, da de endelig var alene.
”Ikke for noget, forklar så. Hvorfor fik i mig ud derfra her til morgen og hvordan? Hvad var det, der fik jorden til at ryste?”
”Det, der fik jorden til at ryste,” sagde han, ”var et apparat, der er designet til at rive bygninger ned. Man placerer det i en central position i bygningen og tænder, og så udsender den meget kraftige bølger, der river hele skidtet ned. Vi placerede den også centralt, for at den var så langt væk fra dig som muligt.”
”Og hvorfor ventede I ikke til i aften?”
Han lagde sig ned på gulvet med hovedet støttende i hånden og kiggede op på Cat.
”Vi sagde til dig, at vi ville gøre det om aftenen, så du ikke forventede, at det ville komme. Hvis du vidste, hvornår vi ville komme, ville du gå rundt og opføre dig sært, hvilket Savage ville bemærke. Han har holdt skarpt øje med dig, viser det sig, så vi blev nødt til at lave det lille nummer – jeg håber, at det er okay.”
”Naturligvis.”
De sad og kiggede på hinanden længe, før Jaydon rejste sig og kiggede ned på hende.
”Jeg er begyndt at holde utrolig meget af dig, Cat,” sagde han, ”det synes jeg bare, at du skal vide.”
Uden flere ord, vendte han om på hælen og gik væk fra hende.
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
