14. december
Cat stod op og gik hele dagen rundt i dybe tanker. Denne dag fik hun intet besøg af Mayson Savage, og hun var skiftevis bekymret og glædede sig til at komme væk fra kirken. Det var bedre, nu hun havde fået sit gamle tøj, men det var samtidig foruroligende. Den duft, det før havde haft, var væk. Det havde duftet af hendes parfume, lidt af støv fra klædeskabet – og af Simon.
Igen gjorde det så ondt, at hun var splittet på den måde, hun var. På den ene side elskede hun Simon og ville bare hjem til ham igen, og hun ville overdænge ham med kys og fortælle, at hun havde skiftet mening – hun ville have en familie med ham. På den anden side ville hun tilbage til den nat, hun havde tilbragt sammen med Jaydon. Hun ville kysse ham igen, være sammen med ham. Han alene ville kunne få hende til at blive i fremtiden. Hun var så totalt splittet mellem to mænd. Hvor mange gange havde hun ikke læst om den slags situationer i romaner og ment, at det var fuldstændig åndssvagt? Nu hun selv var i situationen…
Mørket faldt på, kort efter Cat havde spist det, Savage havde fået stillet frem til hende. Det blev mørkt næsten øjeblikkeligt, som om hun sad i et fuglebur, nogen havde lagt et tæppe over. Det masede på fra alle sider, så hun for alvor blev nervøs. Det ville gå galt; hun kunne mærke det. Uanset hvordan hun vendte det, blev det til skrækscenarier i hendes hoved. Hvis nu Jaydon blev taget? Og Sue? De kom for hende, så det ville være hendes skyld, uden tvivl.
Hun satte sig i sengen ned dynerne trukket op over hovedet og prøvede at fjerne frygten, men den sad i hende, næsten som om den var et organ lige ved siden af hjertet og alle de andre ting, der skulle være der. Alt var så uvirkelig.
Så hørte hun Jaydons stemme for sig i mørket:
Du skal tænke positivt.
Det hele var gået galt i fremtiden, fordi folk var begyndt at tænke negativt. De negative tanker påvirkede det positive, så dårlige ting skete. Det kunne da ikke passe, at hun ikke kunne komme ud af kirken, vel? Jaydon havde sværget højt og helligt, at han ville få hende hjem, så hun kunne holde jul med Simon den fireogtyvende, og så havde han vel i sinde at holde det løfte.
”Cat!”
Jaydon dukkede frem af lemmen i gulvet og hjalp Sue op lige efter sig. De blev siddende ved kanten af hullet og vinkede hende ivrigt derhen. Hun pakkede sig ind i et tæppe og gik hen til dem.
”Hej,” mumlede hun.
Hun satte sig ved siden af dem, så Sue var mellem hende og Jaydon. De sad alle tre tavse en stund, og man kunne åbenlyst se Jaydon tænke, så det knagede.
”Jeg er ved at regne ud, hvordan jeg får dig hentet ud herfra,” sagde han endelig, ”og jeg tror næsten, jeg har det på plads. I dag var vi på biblioteket for at finde planer over kirken her, og det ser ret godt ud med tunnelen hér. Det var ikke Savage, som installerede den, men hans oldefar, og han brugte den til at transportere elskerinder herind om natten.”
Cat nikkede bare. Det hele mindede hende foruroligende meget om enevælden.
”Derfor forgrener den sig, og den ene gang er bevogtet, men uudnyttet. Jeg tror, vi kan komme ud gennem den vej.”
”Hvornår?” spurgte Cat omgående, pludselig utålmodig efter at komme ud.
”I morgen nat,” svarede Sue prompte, ”det er sikrest efter mørkest frembrud, for der slækker vagterne gerne en smule på sikkerheden. Vi så et par af dem spille kort i går aftes.”
Cat kiggede på sine hænder i mørket og mere end nogensinde før, ønskede hun sig væk fra fremtiden. Nok var hun smålun på Jaydon, men hvis der var noget, hun allerhelst ville, så var det da at komme hjem til Simon – hjem og holde jul. Hun havde aldrig rigtig tænkt over, hvor meget hun egentlig elskede december måned, men fra nu af, lovede hun sig selv, ville hun værdsætte den over alt andet. Hun ville bare hjem.
”I må hellere gå igen,” sagde hun så.
”Hun har ret,” Sue rejste sig og nikkede til Jaydon, ”jeg tror snart, de er færdig med deres femtende omgang poker; det bliver sikkert snart kedeligt.”
De rejste sig begge og begyndte nedstigningen. Jaydon sprang først, efter at have klemt Cats skulder. Man kunne ikke se ham i mørket i tunnelen, men det lykkedes Sue at få sænket sig ned, så han kunne tage imod hende.
”Farvel!” sagde Cat, men de var allerede i gang med at lukke lemmen til og ænsede det ikke.
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
