9. december
”Næste station: Roskilde! Toget kører ikke videre!”
En del i fremtiden var ændret, men ikke stemmen i toget. Det var samme skingre kvindestemme, der vrængede stationen ud gennem toget. Sue satte sig op med et ryk, og Cat kiggede ud ad vinduet på det, der skulle forestille at være Roskilde. Det overraskede hende at se, at Roskilde Domkirke stadig stod, men alt omkring den var industri, øde gader og gamle mennesker, der gik tur med plastikposer i snore eller som kiggede efter ting i store containere.
”Kirken står stadig,” bemærkede hun, mens de gik hen ad en gade, hvor Cat vidste, Vikingemuseet havde været engang.
”Ja, men den fungerer ikke som hverken kirke eller museum længere. Den er privatejet.”
Cat gloede på Jaydon, ”privatejet?”
Det var ikke ham, men Sue, der svarede: ”en excentrisk rigmand. Hans navn er Mayson Savage, og han ejer alt lige fra kirken dér til et par af de tilbageværende rundkirker på Bornholm og Rundetårn inde i København. Han er den helt store nu om dage.”
Cat nikkede, stadig forbløffet over tanken om, at Roskilde Domkirke virkelig var privatejet. Hun og Simon havde besøgt kirken sammen engang. Hun havde elsket den over alt på jorden. Det var én af de første gange, hun og Simon havde været på en tur sammen, og mens deres andre kammerater havde kigget på noget andet, havde han trukket hende ind i skyggen af en tung marmorstatue og kysset hende inderligt, presset hende op mod væggen. Hun havde aldrig rigtig regnet ud, om det var kirken, hun havde elsket, eller om det var det øjeblik, de havde stået så tæt sammen i skyggen. Hun elskede lige netop den del af ham. Han blev altid mest romantisk, når hun mindst ventede det.
”Der er en anden fabriksbygning heroppe ad vejen,” sagde Sue og pegede på en stor bygning, hvis sorte silhuet stod i tydelig kontrast til den grå morgenhimmel, ”der bliver vi, mens vi er her i byen.”
”Fint,” Jaydon stak hænderne i lommerne, ”jeg tror, at svaret ligger hos Mayson Savage. Vi må prøve at komme op og kigge til ham engang imellem, og så kan vi måske finde ud af, hvad du laver her, Cat.”
Cat nikkede svagt, men minderne om Simon gjorde, at hun forholdt sig tavst. Det gjorde for ondt at tænke på, at han måske gik og var bekymret for hende nu. Måske ringede han til politiet, og når de ikke fandt hende… han ville tro, at hun var død. Hvad hvis hun aldrig kom hjem igen? Han ville finde en anden, som ville være villig til at få børn, mens Cat selv gik rundt midt i Copahara eller Roskilde i hælene på Jaydon og Sue – fra fabriksbygning til fabriksbygning.
Jaydon stoppede brat op og kiggede sig pludselig årvågent omkring.
”Cat, vi løber,” han så hende dybt i øjnene, ”og det er nu.”
Hun åbnede munden for at få yderligere forklaring, men ud af det blå lød noget, der ikke kunne være andet end pistolskud. Jaydon var over Cat i én eneste glidende bevægelse. Han pressede hende ind mod ad en gyde på deres højre side og mumlede i hendes øre, at hun skulle ligge dødstille. Hun turde ikke gøre andet. Hun havde skrabet knæerne hen ad fortovet, og hendes håndflader også, så de dunkede og pulsede af smerte. Vægten fra Jaydons krop holdt hende nede, hun kunne mærke hans ånde i nakken og varmen fra ham.
”Helt stille,” hviskede han.
”Sue…?”
Han tyssede på hende, ”hun har det godt. Vi er i skyggen, det samme er hun, vi kan ikke ses fra gaden. Lig stille, Cat, lov det.”
Hendes hjerte hamrede, da de hørte fodtrin nærme sig. Alle muskler i hendes krop spændtes.
”Stille…” mumlede han.
Hans hånd fandt hendes og gav den et klem.
Cat lukkede øjnene og lod ørerne arbejde, hun slappede af i hele kroppen. Han skubbede sig tættere ind i skyggen og trak hende med sig. Cat kunne høre Sues puslende lyde nu og fodtrinene blev tydeligere. En stemme løftede sig over dem.
”Jeg er sikker på, at jeg så fortidskvinden,” sagde én.
”Ja, men hun er her ikke nu, vel? For fanden, på den her måde får vi sgu da aldrig dusøren. Hun er sikkert ikke engang i byen.”
”Man så hende stige på toget i Hillerød!”
”Ja, og der er stadig sandsynligheden for, at hun stod af på en station mellem Hillerød og Roskilde, ikke.”
Da stemmerne igen forstummede, satte Jaydon sig op, mens Cat blev liggende. Han så alarmeret ud, som om noget var helt galt.
”Hvad er der?” mumlede Cat.
Sue kom på benene bag hende og sagde: ”de ved det altså.”
”Hvad?” Cat satte sig op og kiggede fra Sue til Jaydon.
”De ved, at du er fra fortiden,” svarede han og hjalp hende op at stå, ”de sagde ’fortidskvinden’.”
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
