8. december
De havde tilbragt natten i fabriksbygningen. Cat havde ligget på et par kasser med Jaydons frakke over sig, han havde ligget på to paller og Sue havde været på skrivebordet i et gammelt kontor. Der var ikke så koldt, som Cat havde troet, og hun havde ikke ligget helt så dårligt som på briksen i fængselscellen. Jaydons regelmæssige snorken havde hurtigt fyldt lokalet og havde lullet hende i søvn. Ellers havde de snakket til sent ud på natten – eller rettere: Cat havde rablet alle sine bekymringer af sig, og han havde gjort sit bedste til at berolige hende. Det havde hjulpet. Hun var da faldet i søvn.
Nu stod de op, strakte sig igennem og Jaydon begyndte med det samme at snakke om, hvordan de skulle få Cat tilbage til hendes egen tid. Sues skepsis var åbenlys, men hun lyttede bare og kom ikke med ret mange kommentarer, der var flerstavelses.
”Hvis vi tager til Roskilde,” sagde Jaydon energisk, mens han trak i sin frakke, ”så kan du, Cat, blive her. Det er sikrest, at du ikke er i bevægelse.”
Sue nikkede bekræftende, ”det er den bedste idé.”
”Og hvis de alligevel finder mig?” sagde Cat, ”er det egentlig ikke bedst, hvis jeg forsvinder sammen med jer, end væk fra jer? Hvad hvis I kommer tilbage og ikke finder andet end et stykke af min tarm og en blodpøl?”
Cat kunne næsten læse Sues tanker: så er du i det mindste væk. Men hun valgte ikke at kommentere det. I det mindste kunne hun se, at Jaydon forstod tankegangen.
”Det er naturligvis rigtigt,” sukkede han, ”det er måske sikrest, at du kommer med os, trods alt.”
”Jeg er ikke enig,” protesterede Sue, ”hun sinker os bare. Hun ved ingenting om, hvordan verden er blevet; hvordan den er skruet sammen. Hvis vi to bare skynder os til Roskilde og tilbage, er det langt bedre for alle parter.”
Jaydon begyndte at gå frem og tilbage i fabrikshallen.
”Jeg er ikke sikker på, at jeg tør efterlade hende alene her. Som sagt: hun aner ikke, hvordan ting hænger sammen. Og hvordan skulle hun kunne finde ud af at få mad heromkring? Nej, Sue, jeg kan ikke lide det. Du ved…”
”… det er én af Jaydon Marsh’ berømte mavefornemmelser?”
”Jeg kan heller ikke lide det,” brød Cat ind, ”jeg insisterer på at tage med.”
Jaydon trak på skuldrene, ”okay, så kan du ikke sige noget til det, Sue – hun insisterer jo.”
De fik hurtigt købt et par sandwicher i en lille biks i nærheden af togstationen, før de skulle med toget. De smagte en smule af pap, men fordi det var begrænset, hvor meget Cat havde spist i otte dage, var det som et festmåltid. Sue virkede utilfreds med alt lige fra Cats tilstedeværelse til pålægget i sandwicherne, og hun virkede direkte utilfreds, da Jaydon helt spontant indledte en samtale med Cat i toget. Hun rullede om på siden i sit sæde og faldt i søvn.
De stoppede med at tale sammen, men begyndte igen et stykke tid senere, da Jaydon ud af ingenting bemærkede: ”du har ikke fået fortalt mig om fortiden.”
Cat kiggede op på ham, ”noget specifikt, du vil vide?”
”De historiske kilder er tvivlsomme,” sagde han, ”de fortæller ikke, hvordan det virkelig var. Hvordan man levede som helt almindeligt menneske. Bare fortæl noget – jeg lytter uanset hvad.”
Cat smilede hen for sig.
”I forhold til det her, synes jeg, det er virkelig fantastisk. Det er let at savne. Omgivelserne er så smukke i forhold til det hér. Der er så mange træer, springvand på alle torvene. De asfalterer vejene, ja, men de efterlader grønne græsarealer, som står urørte; der er skulpturer, kunstværker næsten over det hele. Man kan tage ind til midtbyen og sidde på en café og… bare se på folk, der går forbi. Simon og jeg, vi elsker at gøre det. Jeg…”
”Du savner ham?”
”Fuldstændig vanvittigt,” brast det ud af hende, ”lige før jeg kom hertil, skændtes vi meget heftigt. Nu aner han ikke, hvor jeg er.”
”Hvorfor skændtes I?” spurgte Jaydon.
Cat kiggede ned på sine hænder og sukkede dybt. Ja, hvorfor skændtes de? Det virkede ikke, som om det var noget grundlag for at skændes, efter hun havde set, hvordan Jaydon og Sues verden var.
”Han vil gerne have børn,” svarede hun, ”jeg vil ikke.”
Jaydons blik blev helt utrolig blødt, idet han rakte over og klemte hendes hånd.
”Lyt til mig, Cat,” sagde han, ”du lever i en god tid, i et godt, frit land. Du har en vidunderlig kæreste, som elsker dig, og omkring dig er alle muligheder for, at et barn kan vokse op og blive et sundt, raskt, fornuftigt medlem af samfundet. Vær sød at gøre det. Få børn. Bring gode væsner ind i en god verden. Jeg ved, du bliver en fantastisk mor.”
”Nu får vi at se,” sagde Cat stilfærdigt, ”jeg overvejer stadig.”
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
