4. december
Tiden gik langsommere, end Cat nogensinde havde oplevet det. Hendes hænder var lyserøde af frost, og det var måske bare indbildning, men hun syntes, at skyen af damp fra hendes egen mund blev tættere og hvidere. Hun havde klaget over det danske klima så mange gange, men dette overgik alt, hun nogensinde havde oplevet. En hel nat var gået, tænderklaprende, kulderystende, så hun ikke længere tænkte klart. Alle planerne om at få Jaydon til at lukke hende ind igen var frosset fast. Det var blevet overdækket af overlevelsesinstinktet.
Overlevelsesinstinktet var overdækket af håbløsheden.
Kulden åd hende op. Ikke bare udefra, men den listede sig ind under tøjet, greb fat i hende og krævede, at hun overgav sig. Det var ikke bare koldt, men det gjorde fysisk ondt helt ind i kroppen. Havde Simon bare været hos hende, så havde hun taget ham i sine arme, tilgivet ham, bedt om forladelse. Hun ville få så mange børn med ham, at de ville blive ruinerede – hvis bare hun kunne komme væk herfra.
Hendes hoved begyndte at blive tåget nu, hun så ikke helt klart længere, så da nogen kom og begyndte at ruske i hende, reagerede hun ikke. Høje stemmer råbte, hun opfangede bare, at de sagde: ”… er her…” og én blev ved med at ruske i hende.
”Stop,” bad hun med spag stemme, ”lad nu… være.”
Men det var ligegyldigt. Hun kunne lige så godt have prøvet at synge for dem. Hendes stemme var så lille, så tynd, at de ikke kunne skelne den mellem deres egne råb.
Cat mærkede til sin rædsel, hvordan hun blev løftet op Og kastet over skulderen på én eller anden, som om hun ikke vejede nogen og tres kilo, men bare fem. Vedkommende rettede hende til og begyndte at slæbe hende væk derfra med en masse andre, som hujede og råbte. Åbenbart var Cats ører også ude af drift, for hun kunne kun høre brudstykker af deres samtale og deres prustende åndedræt.
”Ikke… cielt tu… alvdød.”
Cat lukkede øjnene og døsede hen til lyden af deres monotone skridt mod vejen. Lyden af tunge fødder mod asfalt. Endnu engang lod hun en tanke glide til Simon og hans fortabte ansigt, da hun så koldt og hensynsløst havde bedt ham holde kæft. Sjældent havde hun fortrudt noget på den måde. Og hun fortrød, at hun havde råbt af den lille pige. Det søde, lille engleansigt, det lange, gyldne hår. Hun ville have sådan nogle børn selv en dag. Hvis hun overlevede.
De ensformige lyde blev brat afbrudt af en stemme, der skar sig tydelig og klar gennem luften. Cats ører virkede stadig ikke godt nok; det lykkedes hende kun lige netop at identificere Jaydon Marsh’ stemme. Gruppen, der slæbte rundt på hende, brød op, fornemmede hun. Hun blev selv lagt på jorden i stift græs, der var dækket af rimfrost. Hun kunne ikke se andet end sin egen ånde og totterne af frossent græs, der stod som tårne omkring hende.
Den gamle Cat havde sikkert rejst sig og kæmpet imod, men den gamle Cat var heller ikke stivfrossen, syg og elendig. Hun kunne ikke andet end at ligge stille i vejkanten og håbe på, at det gik godt for Jaydon Marsh – den fremmede mand, som havde smidt hende ud, efter at have fortalt, at hun var havnet i fremtiden.
”Cat!”
Det rykkede i hende, da han nævnte hendes navn. Han sad pludselig ved siden af hende og bankede hende på skulderen. Hun kunne ikke se hans ansigt, men bare fornemme varmen fra hans hånd. Han slog hende hårdt i ansigtet.
”Cat! Cat, tag dig sammen!”
Det var nemt for ham at sige. Han havde smidt hende ud; det var hans skyld, at hun lå i vejsiden som et stivfrossent vrag.
”For satan, kvinde, kom her.”
Igen blev Cat løftet op; denne gang så hun stod foran ham, kold og vaklende. Hans ansigt var ikke hårdt, bare bekymret på en måde. Han tog sin egen frakke af og pakkede hende ind i den. Han tog slyngede hendes arm op omkring sin egen skulder, greb hende i knæhaserne og bar hende.
”De mænd…” mumlede hun tyndt.
”De mænd er gået deres vej. Hold nu kæft. Du imiterer en ispind lige nu.”
Cat lagde hovedet ind mod hans bryst og lukkede øjnene. Hun lyttede til hans hjertebankens rytme og hans vejrtrækning. Lidt efter lidt blev hun varm igen; lidt efter lidt mærkede hun førligheden vende tilbage til alle lemmer, og hun faldt i søvn.
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
