3. december
Hvordan de var kommet ud af fængslet, erindrede Cat ikke. Den fremmede mand, som hun havde erfaret hed Jaydon Marsh, havde taget hende ved hånden og efter at han havde lirket celledøren op, havde han ført hende gennem en række indviklede tunneler og gangsystemer. Han havde ledt hende med en sådan kendermine, at hun formodede, det ikke var første gang, han flygtede fra fængslet. Selv følte hun sig mere og mere uhumsk og utrøstelig at se på.
Jaydon boede i centrum af Copahara. Som Cat forstod det, var Copahara en by med omkring 1,6 millioner indbyggere, der klumpede sammen i runde boligblokke og i forstæderne i kubeformede bungalower. Enkelte steder i byen var der store, rige huse med balkoner og ”gammeldags” indkørsler med grå grus. Men efterhånden var de så sjældne, at den slags huse nærmest var en turistattraktion. Det var desuden kun de allerbedst stillede, der havde råd til at bo sådan et sted. De allerfattigste stuvede sig sammen i tomme fabrikshaller, mens de det var lidt heldigere, som fik lejligheder i de runde boligblokke. De var mange hundrede meter høje, havde Jaydon fortalt, med huller midt i som en doughnut, og det fungerede som gårde, hvor der intet lys kom ind. Til gengæld var der masser af nedbør, som nåede derned – derfor var gården skiftevis et mudderhul, et snelandskab og tør, hård jord. Lejlighederne var små, beskidte, dårligt ventilerede og fungerede som den perfekte bakteriebolig. Børnedødeligheden var fem promille; folk blev syge fra en kant af.
Jaydons lejlighed var én af disse. Hans lejlighed lå på 64. etage med udsigt til intet andet end vinduer til den ene side og en grå væg til den anden. Alligevel lignede det ikke ligefrem den bakteriebolig, han havde beskrevet. Der var ikke ligefrem rent, men heller ikke værre end hendes og Simons egen lejlighed i en dårlig periode.
Cat havde sovet på hans lille, smudsige sofa, hvor hun trods alt havde ligget bedre end på briksen i cellen og endda med en rigtig dyne i stedet for et tyndslidt tæppe. Hun satte sig op og kiggede på et repareret ur, der hang på væggen over et ridset chatol. Den var omkring fire om eftermiddagen. Hun rejste sig og bemærkede, hvor mørkt det allerede var uden for. Regnen stod ned i stænger, og hun forestillede sig, hvordan alt vandet samlede sig nede i bunden af blokken og forvandlede ”gården” til et mudderhul. Hendes egen refleksion var synlig i ruden. Hun havde altid ment, at det, hun så i spejlet, var ligegyldigt. Det tykke, rødbrune hår var filtret nu, de grønne øjne glødede uentusiastisk, og det syntes, at den mørke jakke gjorde hendes ansigt blegere. De små, blide fregner trådte let frem; noget de ikke havde gjort siden teenagealderen.
Hun vendte sig, da Jaydon Marsh dukkede op i døren til stuen. Han var kun klædt i bukser og havde bar overkrop, det pjuskede hår sad som en glorie om hans hoved.
”Godmorgen, frøken Fortid,” sagde han og sjoskede ind i rummet, ”så er du vist frisk og kan gå igen.”
”Undskyld mig?” Cat kiggede på ham, men kiggede væk igen.
Hun undlod ikke at bemærke den rødme, der skyllede op i hendes kinder ved synet af hans bare brystkasse. Han var muskuløs – vaskebræt, ville nogle sikkert sige. Muskler havde aldrig sagt hende noget, men det så unægtelig bedre ud end vaskebræt med en dyne i blød.
”Ja, nu har du snyltet på min gæstfrihed, og jeg kan virkelig ikke tid til at have dig hængende her. Nu er du på egen hånd, frøken Fortid.”
Cat krydsede armene, ”okay, meget vel, men kan du så sige mig, hvor fanden folk fra fortiden skal henvende sig for at komme hjem igen? Jeg aner ikke, hvor jeg er, og jeg kan ikke finde rundt. Copahara, siger du byen hedder. Den by fandtes – findes – ikke i min tid.”
”Jo, den gør,” sukkede han og sank sammen i skuldrene, ”men I kalder den København, og byen er perfekt, fordi Pesticid-krisen i 2134 endnu ikke er en realitet. Gaderne er de sammen, men der er nye bygninger; smut nu med dig.”
”Pesticid-krisen?”
Han stønnede irriteret: ”pesticider og nitrat i vandet, hvilket var skyld i flere kræfttilfælde, hvilket gjorde et pænt indhug i befolkningen. Man mistede penge, måtte bygge mindre, billigere boliger. Da man endelig fik løst problemet, begyndte befolkningstilvæksten at stige helt vildt, så der nu er for få boliger. Ikke specielt smukt; smut så med dig.”
Cat trak jakken tættere sammen om sig og sendte ham et ætsende blik.
”Før eller senere vågner jeg op,” sukkede hun, ”og det viser sig, at det hele er en ond drøm.”
”Sådan har jeg bedt mine aftenbønner i tyve år, frøken Fortid.”
Hun skubbede sig forbi ham ud ad døren og tilføjede: ”navnet er Cat, ikke frøken Fortid.”
Hun takkede inderligt Gud – selvom hun ikke troede på ham – for der var trods alt elevator i bygningen, så hun ikke behøvedes gå ad trapper fra 64. etage. Der var bidende koldt, hvilket hendes ”fortidsfrakke” ikke var beredt på. Cat gned hænderne mod hinanden for at danne varme, men lige lidt hjalp det. De blev hurtigt kolde og følelsesløse.
Hun kiggede på sit ur og konstaterede, at det i dag var den 3. december. På en måde var det en lettelse at have et ur, som viste datoen. Det var hendes eneste forbindelse til fortiden.
Cat sukkede og så sin egen ånde foran sig som sølvfarvet tåge. Hun kunne ikke bare lægge sig til at sove, for så ville hun fryse ihjel. Hun måtte gå og gå, indtil hun fandt på en undskyldning, der kunne begrunde, at Jaydon skulle lukke hende ind.
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
