2. december
Luften var let fugtig, hvilket Cat forbandt med underjordiske tunneler eller noget i den stil – ikke soveværelset. En hård brise ramte hende. Det fik hende til at trække tæppet tættere sammen om sig og bande indædt. Åbenbart havde Simon ladet vinduet stået åbent og var smuttet uden at lukke igen. Det var ikke første gang, han lavede det nummer.
Cat satte sig op, men da hun åbnede øjnene, lagde hun sig ned igen med det samme. Enten var der blevet malet om i soveværelset i løbet af natten, eller også var hun havnet i en helt anden verden. Hun kneb øjnene hårdt sammen, som for at slette de billeder, der tonede frem på nethinden. Men da hun åbnede øjnene, var det det samme.
Grå vægge, der var mørkere fra gulvet og en meter op på grund af fugt. Uhumske stampede jordgulve. Da hun vendte sig, så hun et vindue, der cirka var på størrelse med et cd-cover og som var hævet godt tre meter over jorden. Loftet drev, som væggene, af fugt. Fugten hang faktisk i luften, tung som en dyne, der lagde sig over hovedet på hende og gjorde hende ør.
Hun satte fødderne prøvende på gulvet, men trak dem til sig. Det var først da, at hun oplevede en anden person i rummet. Det var en mand, der lå med ryggen til hende på en briks, magen til den hun selv lå på. Nu hun mærkede efter, lå hun elendigt.
”Hey, du,” sagde hun prøvende med en stemme, der lød unaturligt lav, som om den blev opslugt af væggene, ”hey, kan du fortælle mig, hvad der foregår?”
Han rykkede lidt på sig, men reagerede ikke umiddelbart.
Cat skubbede tæppet til side og bemærkede, at hun var iført det samme tøj som dagen før: støvlerne med de høje hæle, de mørke jeans og den lange, sorte uldfrakke. Men det var sølet til, og da hun mærkede efter, var håret godt fedtet.
”Hallo, kan du lige forklare mig, hvad der foregår?”
Hun kom på benene og skubbede forsigtigt til den fremmedes skulder med fingerspidserne. Han drejede hovedet halvt og kiggede på hende med et enkelt åbent øje.
”Det burde være forholdsvis åbenlyst,” raspede han, ”sov lige et par timer mere. Jeg er træt.”
Cat skubbede til ham igen, nu med hele håndfladen, ”nej, det er ikke åbenlyst! Jeg aner ikke, hvor jeg er! Sig mig så, hvor jeg er, for jeg går stærkt ud fra, at du ved det.”
”Hold nu op…” han satte sig helt op på briksen, så hun kunne se hans ansigt, ”du mener da ikke seriøst, at du ikke har nogen som helst anelse om, hvor du er?”
Cat nikkede og kiggede på ham. Han var lang i ansigtet, spids i det, med en høstak af en paryk på hovedet og trætte øjne. Han var muskuløs, bemærkede hun, og grov i det – tydeligvis arbejdede han hårdt.
”Du er i fængsel,” sagde han så bare, ”hvorfor du helt præcist er i fængsel, kan jeg ikke fortælle. Det fik du vel at vide i retten.”
”Jeg har ikke haft nogen retssag,” mumlede Cat bare og satte sig ned, ”jeg kan ikke huske en skid…”
Det fik den fremmede til at rynke et øjenbryn i hendes retning. Han svingede benene ud over kanten af briksen og betragtede hende længe med sammenknebne øjne.
”En skid?”
”Ja, du forstår vel dansk?” knurrede Cat.
Han viftede hende af sig, ”det var ikke det, jeg mente. Jeg mener bare, at det er et totalt forældet udtryk. Ingen siger det mere. Det har ikke været brugt i flere hundrede år.”
Cat prøvede at bedømme på hans tonefald, om det var alvor eller spøg, men det var ikke til. Hans ansigtsudtryk var lukket; han holdt hende på afstand bare med de utålmodige, mørke øjne; med selve hans holdning.
”Sig mig navnet på byen, vi er i,” bad Cat, ”og årstallet. Ikke andet. Og du kan lige vove på at lyve for mig – jeg ved det, hvis du lyver.”
Han stirrede hende lige i øjnene, da han stilfærdigt sagde: ”vi er i Copahara, år 2552.”
Cat scannede hans krop for at finde tegn på den løgn, hun var overbevist om, måtte komme, men hun så intet. Han sad med åben kropsholdning, med et besynderligt lys i øjnene; men ikke desto mindre talte han sandt. Der var intet ved ham, der var uærligt.
”Hvordan fanden kom jeg fra 2007 hertil?” spurgte hun tavst.
Den fremmede løb en hånd gennem håret og trak på skuldrene, ”det har jeg virkelig ikke den ringeste anelse om. Men jeg ved, at du ikke er den første, der kommer hertil fra fortiden.”
”Ikke?”
Cat rejste sig og kiggede op på det sørgeligt lille vindue. Solen kunne knapt nok komme derind i cellen. Det varmede ikke ind i rummet, men på ydersiden. Bygningen opsugede varmen, fornemmede hun, gjorde fugten i rummet tung og kvalm.
”Nej, jeg hjalp én med at flygte for snart to år siden.”
”Ville du kunne hjælpe mig?”
Hun vendte sig mod ham, tidsnok til at se ham begynde at trække i en gammel, slidt lærredsskjorte.
”Ja, hvis du gerne vil hjælpes. Jeg flygter alligevel om lidt, og du ved, hvad man siger: the more the merrier.”
Cat sank sammen, ”i det mindste har man stadig det udtryk.”
”Det vil overraske dig, hvor meget vi stadig har, frøken.”
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
