1. december
Netop som hun smed tasken fra sig i entréen, stod han foran hende med hænderne i siden, skælmsk smilende. Han havde altid, i hendes øjne, været en ualmindelig flot mand. Simon var niogtredive, tre år ældre end hun selv var, med en effektiv klæbehjerne inden for alt, der hed sprog og grammatik. Hans pjuskede udseende skyldtes til dels hans store, uldne sweatere og det tykke, mørkebrune hår, som næsten aldrig blev redt.
Normalt, når han stod i entréen, blev hun så glad – hans varme attitude og facon plejede at virke som en trøst – men i dag var hun bare brugt. Det var besynderligt, når man tænkte på det faktum, at hun stort set intet havde lavet.
”Ikke igen, Cat.”
Da han så hendes nedslåede ansigt, faldt armene ned langs siden og han gik frem og trak hende ind til sig. Hun hadede det i netop det øjeblik, men sagde ikke noget. Egentlig havde hun bare lyst til at rive sig løs og løbe skrigende bort.
”Igen!” stønnede hun, ”de synes ikke, at jeg er egnet til jobbet, og der er flere ansøgere, som er mere kvalificerede end jeg er. Det driver mig simpelthen til vanvid.”
Hun trak sig væk fra ham og smed jakken på tasken. Han så til, mens hun arrigt flåede skoene af og smed dem i samme retning som jakke og taske. I dag irriterede han hende simpelthen grænseløst. Det var så nemt for ham at stå dér og have medlidenhed, når han selv havde et job. De var begge gymnasielærere, de havde mødt hinanden to år tidligere, da de ansøgte om en stilling på samme gymnasium. Selvom han havde fået et job og hun ikke havde, var de faldet i snak. Det havde været så underligt. Sproglige Simon mødte pludselig Cat, der hele sin skolegang havde snydt sig gennem diktater og stile for at få et nogenlunde resultat. Hun var hans direkte modsætning: hun elskede kemi og naturgeografi.
”Det kan ikke blive ved sådan, Cat,” sagde han forsigtigt og trak hende ud af minderne, ”før eller senere er der nogen, der har brug for lige netop dig.”
”Ja, sikkert, hvis jeg flytter til København.”
Hun gik forbi ham ind og satte i sofaen i stuen. Hun samlede fjernbetjeningen op som per automatik og bladrede gennem kanalerne. De flippede fuldstændig ud i fjernsynet, bare fordi det var den første december. Til hvilken nytte? De var begyndt at pynte til jul i Salling sidst i oktober. Julepynten havde på en måde mistet sin betydning. På tv3 viste de Robinson-ekspeditionen igen. På Discovery viste de et motorcykelprogram. På tv2 var der nyheder. Simon satte sig ved siden af hende og lagde en arm om hendes skulder.
”Cat, for pokker, så slemt er det vel heller ikke. Det var åbenbart ikke meningen, at du skulle arbejde der. Brug da december og juleferien på at søge nogle flere stillinger, og så kan vi rigtig hygge os sammen her i julemåneden.”
”Hyggeligt. Du går på arbejde, jeg sidder herhjemme og leger husmor.”
Han kildede hende i siden med et smil.
”Jeg får da ferie før eller senere. Jeg kunne aldrig drømme om at gøre dig til sådan en emsig lille husmor. Selvom jeg ville ønske, at du i det mindste blev mor.”
Cat trak sig væk fra ham og rejste sig fra sofaen. Hun rystede heftigt på hovedet.
”Det har vi snakket om. Det sker ikke.”
”Og hvorfor ikke?” han kom også på benene og slukkede fjernsynet. Nyhedsoplæseren klappede i øjeblikkeligt og stilheden i rummet blev intens, ”du bliver ved med at sige, at det ikke sker…”
”Fordi det ikke sker!” hvæsede hun til forsvar, ”skulle jeg bringe et barn eller flere ind i det hér? Vi har ikke råd til at forsørge et barn, det ved du altså godt.”
”Du får snart et job,” svarede han igen, ”når du gør, får vi råd. Det er da så lige meget, at du skal gå på barsel; i det mindste har du jobbet, og det er der så, når du kommer tilbage, ikke?”
Cat himlede med øjnene, ”det er så naivt Simon. Det er selvfølgelig heller ikke dig, det går ud over. Du skal ikke sidde her og trille tommelfingre, mens du venter på et barn, som bare gør hele tilværelsen mere besværlig.”
”Nu er du naiv, Cat. Det behøver jo ikke blive mere besværligt, fordi vi har et barn. Og jeg vil selvfølgelig aflaste dig. Du behøves ikke sidde her hele tiden. Vi kan sagtens tage ud og se ting og steder sammen alligevel.”
Hun lukkede øjnene et øjeblik, lyttede til sin egen vrede, der brusede for ørerne.
”Hold nu din kæft, Simon.”
Da hun åbnede øjnene, kiggede han såret på hende, men kun et øjeblik, så blev blikket hårdt.
”Fint, jeg holder kæft. Glædelig jul.”
Hun snurrede om på hælen, men på vejen ud hvislede hun mellem tænderne: ”hold kæft.”
Åbenbart hørte han det, for hun syntes bestemt, at hun så tårer glimte i øjenkrogene.
Cat havde slynget frakken om skuldrene og trukket kraven op om ørerne. Hun gik med faste skridt gennem gaderne, også så den klikkende lyd af de høje hæle mod fliserne gav genlyd mellem de høje vægge. Hendes hjerte hamrede højt, blodet brusede for ørerne.
Hun savnede pludselig Simon og fortrød de hårde ord; men det var kun et øjeblik, så kom hun i tanke om, hvor vred hun var over hans pladder om at få børn. Hun gik hårdt til og sparkede til en sten i forbifarten. Den slog smut hen over gaden, lyden var uventet høj. Cat standsede.
En lille pige passerede. Hun slæbte rundt på ét eller andet, måske noget med julelodsedler fra spejderne. Hun storsmilede og da hun så Cat, stoppede hun og vendte om. Cat fortsatte med at gå til, men den lille indhentede hende.
”Vil du købe?” råbte hun.
Til at begynde med ignorerede Cat hende totalt. Hun fortsatte, men den stædige, lille tøs fortsatte, mens hun med læspende og insisterende stemme råbte: ”vil du købe?”
Det fortsatte flere hundrede meter, så vendte Cat sig om og skulede ondt til den lille.
”Nej,” knurrede hun, ”smut dog hjem og se julekalender eller ét eller andet, så vi kan få noget ro i gaderne.”
Pigen så rystet og såret ud på samme tid. Hun snurrede om med tårer i øjnene og løb ned ad gaden. Hun råbte på sin mor, og det lange, lyse hår vajede i vinden som en gylden vimpel bag hende. Cat så efter hende, men følte intet. Hun drejede selv om og fortsatte i sin retning. Hun gik hårdt til, som om hun ville slide sine fodsåler ned til ingenting.
Billederne begyndte at danse for hendes indre blik. Simons sårede ansigt, så den lille pige. Hun hadede sig selv for at være sådan, men samtidig blev hun ved med at være vred. Hun gik så hårdt til, at hun ikke bemærkede kanten af det nedsænkede springvand, før det var for sent.
Cat sejlede gennem luften, gjorde sig klar til at møde springvandets iskolde vand, men det kom aldrig. Hun besvimede, før hun nåede at ramme overfladen.
Copyright 2008-09 © Louise Fuglsang
